Stilstand er velstand

At være uproduktiv, stå stille, lave ingenting, tage en times eller en hel dags pause er ikke en praksis, der er særlig vellidt. Aldrig har jeg skammet mig så meget, som når jeg pjækkede fra skole eller uni i sin tid for at tage en hjemme dag uden anden grund, end at jeg var tappet for energi eller måske dybest inde ikke have lysten til det sociale, til at sidde stille, til at lytte eller til at lære lige den dag. Jeg har virkelige løjet mange gange om mit fravær under dække af at være syg da jeg var ung, fordi det hverken inde eller udenom mig var tilforladeligt at trække sig på den måde. Det var skamfuldt i stedet for ærbart.

I dag ser både min indre og ydre verden heldigvis anderledes ud.  Jeg ved at vi har brug for både de korte og de lange pauser, stunder med stilstand hvor vi tillader os at være i stedet for at gøre. Min bevidsthed om min væren og mine behov lever altså under gode kår og jeg ÆRER virkelig stilstanden. At sige fra, gå glip af noget, tage en fridag og så videre i den dur er noget jeg gør med en enorm bevidsthed, egen kærlighed og tiltro til at den stilstand som jeg praktiserer, er en kæmpe gave for mig - og faktisk også for de mennesker jeg har tæt på, min kæreste og mine børn.

Når jeg tilvælger stilstand, vælger jeg mig selv fuldt ud. Jeg tilvælger at give min krop mulighed for at slappe af, bevæge mig langsomt, måske sove eller tage vågne hvil. Jeg giver altså min krop gode betingelser for at restituere og fordøje.

Når jeg tilvælger stilstand, vælger jeg ikke at fylde mere på mentalt, men trækker mig fra stimuli jeg ikke kan lagre alligevel fordi min hjerne er fyldt. På den måde giver jeg min hjerne arbejdsro til at bearbejde det der allerede er til stede. Måske tilvælger jeg i min stilstand stadigvæk stimuli, men de vil være mere bløde og nærende for mig; måske går jeg en tur, måske læser jeg en bog under dynen, måske nyder jeg min kaffe ekstra, måske lytter jeg til musik eller tager et langt bad - alt hvad jeg foretager mig på sådan en dag med stilstand, er roligt og langsomt, og mit sind falder til ro.

Når jeg tilvælger stilstand, giver jeg mig selv rum for at forbinde mig dybt forankret med min sjæl, mit inderste liv. Jeg summer, mærker og giver plads - og jo mere jeg tilvælger disse stunder eller hele dage med stilstand, jo mere føler jeg mig forbundet og hel. Jeg nærer mig selv med tryghed om at jeg har ret til at være her, som jeg er, at jeg drager den bedste omsorg for mig selv når jeg tilvælger væren fremfor gøren.

Stilstand er en gave for et menneske i sin helhed. Der kan aldrig være noget spildt i at tage en dag fri, trække sig eller tilvælge at lave ingenting. For når du gør det, kan det godt være du ikke nærer omverden i udgangspunktet, men noget i dig bliver næret. Derfor er stilstand i mine øjne fyldt med velstand - mest for dig. Og når du er næret, vil du lige så langsomt begynde at kunne nære andre igen. Og her kommer vi så til det store billede, for når du er i balance, når du drager omsorg for dig og ærer din stunder med stilstand som noget ærbart, så smitter denne væren af på andre omkring dig. Dine kollegaer, din ægtefælle, din familie, børn, venner - ja selv den sure buschauffør, som endnu ikke har lært at tage vare på sig selv.

Stilstand er velstand - det er stærkt, det er omsorgsfuldt, det er nærende, det er ærbart. Vær stolt af de stille stunder du tilvælger dig og ros dig selv for det - det er så dyrebart og rigt.