Hvorfor hvile?

Hvile, hvile, hvile….

Jeg kan ærlig talt ikke komme på nogen sygdomme, nogen følelsesmæssige hårdknuder eller mentale overbelastninger hvor hvile ikke kan gøre gavn. Det kan sagtens være at ovenstående livsvilkår kræver behandlinger af en art, enten medicinsk eller mere alternativt, men hvile må være næsten den ”medicin”, der som minimum bør udskrives på recept når vores kroppe, vores sind og vores sjæl er i ubalance.

Når kroppen gør ondt, bør vi hvile, så den kan få liv at slappe af og restituere. Når hovedet larmer, bør vi hvile, for at vi kan slukke for alle de forstyrrende impulser. Og når sjælen gør ondt, bør vi hvile, så vi kan få en mulighed for at bemærke hvad og hvor det gør ondt, så vi kan give plads til smerten, så den ikke holdes inde og gør ondt værre.

Hvile kommer selvfølgelig i forskellige former, men fælles er den essens at vi for en stund trækker os fra at ”gøre” noget, hvad enten det er fysisk, mentalt eller sjæleligt. Vi stopper i bund og grund op og giver plads til healing og restitution ved simpelt blot at være og overgive os til troen på at tiden er en ven. At vi i vores rene natur godt kan forløse smerter, genopbygge et fald og vække styrke inden i og selv, af os selv, uden nogen udefra kommen stimuli eller booster.

Hvile anses ofte som værende dovent, passiv og ligegyldig, men hvile er absolut ingen af de tre ting. Hvile er at være vågen og være til stede i nuet, den sværeste praksis af alle. Hvile er en aktiv vågen tilstand og kræver trods roen, at vi er åbne overfor at gribe den sandhed der ofte opstår i hvilen, en sandhed vi har lært at overhøre. Og hvilen er for dig ja, men når vi hviler, nærer vi ikke kun os selv, men hele verden omkring os. Når vi hviler mere i os selv, fredfyldte og i ro, er det også det vi deler ud af til andre. Hvis alle tog sig en daglig Savasana på bare 20 minutter, er jeg overbevist om at der ville blive truffet langt flere jordnære beslutninger, givet flere varme kram og sendt flere smil mellem hinanden.