Genskab hviledagen

En gang var søndag hviledag. Jeg kan huske det fra min barndom hvor søndagene var helt stille dage og særligt hjemme hos mine bedsteforældre som i høj grad levede efter denne vise. Det eneste man kunne høre hos dem om søndagen, var uret der slog slag hver time og min bedstefar der snorkede på sofaen under sin avis. Egentlig var der altid ret stille hos dem, men særligt på søndage var det tit som om alt stod stille og der var ro. Også hjemme hos os var søndage langsomme dage. Det var dagen i ugen, hvor man rigtigt holdt fri. For dengang arbejdede man jo ikke rigtig hjemmefra eller kunne beskæftige sig med noget online, for der var intet internet og ingen smartphones. Ej heller kunne man gå ud at handle på søndage, for alle butikker var lukket. Som jeg husker det. var lørdag fikse, ordne og rengøre dag og søndag var stille, nusse og langsom dag. Et par år før jeg blev født var der også bilfrie søndage. Det var jo så grundet oliekrisen i starten af 70´erne, en indsats der blev pålagt grundet den helt store el forbrugsfest i 60´erne. Kan du forestille dig den ekstra stilhed det måtte give på ugens i forvejen stille hviledag? Og særligt for dem der boede i byerne.

Hviledagen, sødagen, kommer fra den bibelske skabelsesberetning om hvordan jorden og livet blevet skabt. Sat ind i en nutidig ugedagsoversigt for de visuelle, så skabelsesberetningen således ud: Gud gav den max gas mandag til fredag og skabte på de fem dage hele verden; lys, himmel, jord, plantelivet, sol, måne, stjerne og alle dyr. Om lørdagen skabte han mennesket og på menneskets allerførste dag på jorden skete der absolut ingenting. Det var nemlig søndag og her holdte Gud fri, lænede sig tilbage, nød og betragtede sit værk. Jeg er ikke teolog ej heller troende på denne beretning, men jeg synes at essensen i bibelberetningens hviledag er utrolig interessant. Og ikke blot hviledagen i sig selv, men at det første som mennesket gjorde på deres allerførste dag på jorden var: INGENTING.

Som den hvileterapeut og hvileentusiast jeg nu engang er, synes jeg det er et utroligt vigtigt perspektiv at fremhæve for hele vores eksistens. Vi er fra begyndelsen af, ikke skabt til andet end at være dem vi er, holde os i live og skabe mere liv. Tre parametre som er grundlæggende for hele min teori om hvorfor hvile er en SÅ vigtig praksis i vores liv. Vi kan rent eksistentielt set ikke klare os uden hvile; hverken fysiologisk for restitution og healing, mentalt for vores psykiske velbefindende og sjæleligt for vores evne til at leve intakt med vores personlig behov. Men som med så mange andre eksistentielle nødvendigheder, er også hvilen erstattet af larm, uro og stimuli. Jeg siger tit, at hvilen er taget fra os, og at vi bliver nødt til at kæmpe for at tage den tilbage igen. Ingen giver os den frivilligt.

Men der er absolut ingen incitamenter for IKKE at genindføre hviledagen med al den stress og alle de følgesygdomme og sindslidelser, der ruller ind over os i disse år. Vi er et uroligt folkefærd i mistrivsel og ligesom bilfri søndage blev aktiveret grundet overforbruget af el ressourcer, mener jeg helt bestemt at vi burde genindsætte den ugentlige hviledag, som kompensation for overforbruget af menneskelige ressourcer. Et politisk blogindlæg på en yoga hjemmeside? Nej, egentlig ikke. Men jeg er ærgerlig over at vi kan tage så politisk aktive beslutninger når det kommer til penge, men at vi gør det modsatte når det kommer til mennesker. Vi har brug for denne hviledag. Den er vores, spørg selv Gud, haha.

I hvilen ligger der mere eller mindre alt hvad du skal bruge for både at heale og for at skabe et stærkt fundament for at eksistere i den her verden. Og ikke blot for at overleve, men for at leve. Men hvordan kan vi få rum til at praktisere den hvile, praktisere livet og skabe en hverdag med mere kvalitet og nærvær, når vi aldrig holder rigtigt fri, når alting altid er åbent og tilgængeligt og vi alle lever i angst for at gå glip af noget. Jeg tror det er umuligt. Egen frie vilje kan tage os langt, men hvor ville det være smukt og endda styrkende for vores eksistentielle behov for at være en del af et fællesskab, hvis vi alle på samme tid kunne hvile i flok. På den måde var vi alle lige, ingen var rigtige eller forkerte og ingen kunne gå glip af noget, tværtimod ville vi alle få en mulighed for at være lige præcis der hvor vi var, både fysisk, mentalt og sjæleligt.