Egen terapi i stilhed

Hvis en person havde sagt, at stilhed er guld, til mig i min ungpigeår, hvor jeg var usikker på fremtiden, vaklende i valg af uddannelse og endnu ikke havde gjort mig mange livserfaringer, så ville jeg uforstående have taget afstand og muligvis have ment, at personen var ”gakgak”. Afstanden havde nu nok mest bestået i, at jeg på mange måder stadig var et barn, der endnu ikke helt forstod den dybe essens af livet, eller hvor nærende det som menneske er at føle, udtrykke og efterleve behov og værdier. Jeg kan faktisk slet ikke mindes, at det var noget, jeg talte med mine venner og kollegaer om dengang, vi var et helt andet sted. Men når jeg ser tilbage nu, var det jo, som det skulle være, selvom det føltes usikkert og til tider ensomt at være ung.

Men det her med at mærke en nysgerrighed i at tune lidt mere ind i sig selv, skabe mere værdi i livet, bevæge sig langsommere, så man kan få det hele med, tror jeg, er noget, der kommer i takt med livserfaringen. Ikke fordi vi på en talrække bliver ældre, men fordi vi som mennesker SKAL have oplevet ubalancer og have op- og nedture med i bagagen i en eller anden grad. Vi SKAL erfare, at vi ikke bliver glade, når vi ikke har sjælen med, og vi SKAL erfare, at ting og oplevelser giver meget mere værdi, når vi rent faktisk er mentalt til stede til at nyde og huske dem.

Det er jo også sådan med stress, at vi desværre oftest skal køre helt ud over klippen, før det går op for os, at vi har mistet os selv og indser, at det kræver noget af en rejse og overgivelse at komme på benene igen. Og når man er klar til det at begynde processen med at opbygge et stærkere og mere værdifuldt fundament, end det vi kom fra, for ikke at falde igen. Når vi har mistet os selv og oplevet, hvilken smerte det kan give, følger der ofte et mod med til at øjne det, der i hverdagen slører for de ægte behov og personlige værdier. Og hold op, hvor kræver det mod at turde se de dårlige mønstre, sårbarheden og vores dybeste sjæl dybt i øjnene. Det kan virke som en skræmmende tanke for mange at møde dette spejl, og vi søger derfor tit hjælp udefra i form af psykologsamtaler eller anden samtaleterapi, hvilket kan være nødvendigt for at genstarte. Lidt som når et barn er faldet og har brug for, at nogen hjælper det på benene, puster på såret og trøster, indtil det er klar til at gå modigt videre.

Men der er også noget, du selv kan gøre. Og det kan sagtens fungere i sammenhæng med et terapiforløb, stå alene som en slags selvhealing eller som et løbende ”checkin” på dit indre kompas, alt afhængig af hvad der føles trygt for dig, og alt efter hvad du har mod til. Det er en øvelse i at lytte til kroppen i stedet for de myldrende tanker.

Igennem øvelsen kan du kan opleve, at noget, der ikke er dine tanker, begynder at tale indefra. Sproget kan komme til udtryk i indre billeder, følelser, spændinger i kroppen, stemninger eller decideret ord, der popper op. Det, der taler her, er din sjæl. Her kan du få et ægte og hudløst ærligt indblik i, hvordan du oprigtigt går og har det. Her kan du komme i kontakt med det, der inderst inde betyder noget for dig, hvad dine kerneværdier er, og hvad der bremser dig i at være oprigtig til stede og nærværende i din hverdag.

Når du hengiver dig til en sådan slags selvterapi, er det vigtigt at pointere, at du på ingen måde kan fejle. Der er simpelthen ikke noget rigtig eller forkert – der er kun dig og det faktum, at du med egenkærlighed og egenomsorg tillader dig at være dig. Hvad du får ud af den øvelse, jeg præsenterer dig for lige om lidt, er dit helt eget. Jeg kan ikke beskrive, hvad din unikke oplevelse er, men lyt efter det, der opstår, også selvom du umiddelbart ikke oplever noget. Det er jo sådan set også en slags oplevelse. Det vigtige er, at du gør det, og at du ser det som en øvelse og måske en ny vedvarende praksis i din hverdag, hvis øvelsen tiltaler dig.

ØVELSE: at lytte indad

  1. Find dig et roligt og uforstyrret sted, og læg dig på ryggen, fx i din seng eller på en yogamåtte).
  2. Sæt en alarm til 10, 15 eller 20 minutter, alt afhængig af hvor vant du er til denne slags praksis.
  3. Placér et rullet tæppe under dine knæhaser og en mindre pude under dit hoved – sørg for, at du ligger rigtig godt, så du kan slappe af.
  4. Placér din ene hånd på dit bryst, og din anden hånd på maven.
  5. Start med at afspænde dit ansigt, slap af i dine kæber og omkring dine øjne.
  6. Mærk underlaget under hele din krop, slip alle dine muskler, og lad dig hvile tungt.
  7. Vend opmærksomheden mod dit åndedræt, og begynd at trække vejret lidt dybere.
  8. Når du begynder at mærke roen falde over dig, vender du nu opmærksomheden indad.
  9. Hold fokus på kroppen, lad det, der kommer, komme, og brug dit åndedrag til at holde roen.
  10. Når du har brug for det, ruller du med lukkede øjne om på siden og hviler, til du er klar til at komme op at sidde.

Det kan være en overvældende oplevelse at høre sandheden, både på godt og ondt, og det kan derfor være rigtig fint at føre en lille dagbog med din oplevelser, så du kan kigge på det udefra, hvis det er diffust, eller du kan dele det med din terapeut eller en god ven.